Jeg er så absolut tilhænger af nogle vejrmæssige ting:
Sol, vindstille, klar himmel.
Vigtigt.
Vi har alle rendt og længtes højlydt efter sommervejret.
For vi har fucking fortjent det.
Jeg ved ikke med jer, men jeg husker vinteren som ekstremt hård og langvarig.
Sommeren er anderledes sød.
Vi har været indhyllet i himmel og horisont, der gik i ét,
og vi har pakket os ind til ukendelighed, og man stod foran spejlet, og spekulerede på, hvor mange kilo man skal tabe, for ikke at se uformelig ud i en Parka, vi har frosset tæerne af ved busstoppestederne, glattet hår om morgenen og fået det ødelagt af islag, og sjasket sjappet sne udover alle gulve, vi trådte på.
Og måske gledet i det efterfølgende.
Når det skifter til sommertid, går tiden i stå et øjeblik.
Ikke i virkeligheden, men den gør det, når man føler guldcylinderen gløde indeni sig, ved tanken om lyse nætter, grill, øl på stranden, badevejr og sommerferie.
Skiftet til sommertid er svøbt ind i magi, og betydningen er nærmest mystisk.
Det er jo ikke fordi, tiden bliver anderledes.
Vi sætter bare urene frem, sammen med havemøblerne.
Jeg er nede med det hele.
Går temperaturen over 30, så ser du mig nok langsomt dø. Eller i hvert fald visne, og få et så febrilsk og forvirret udtryk i ansigtet som en dværg, der bliver kastet.
Måske kaster jeg op. Det er sket.
Jeg kan godt li' solen.
Jeg går ikke op i at blive brun - for jeg kan ikke rigtigt.
Men inderst inde ærgrer det mig lidt, og jeg undskylder min bleghed med, at den er aristokratisk.
Det højere borgerskab arbejder ikke og får derfor ikke brun hud.
Som om jeg er rig.
Eller vigtig.
Brunet hud SER. SUND. UD.
Sådan er dét bare, hudkræft eller ej.
Jeg elsker, når fuglene akkompagnerer The Walk of Shame, hjem fra københavnerlejlighed med uspecificeret lokation, et tilfældigt sted, hvor man momentant bondede med Mr. Right Now.
Hvor helvede kan jeg tage bussen hjem?
Har jeg flere smøger?
Gi' mig en cola.
Jeg elsker gåture ved stranden, og tankerne der ikke tager form, men bare flyver.
Jeg elsker erindringen om gymnasiet, de mørke morgener, hvor jeg ikke nåede toget, og far kørte mig i skole, mens vi lyttede til P2. Og så spillede de Schubert, og jeg spurgte far, hvad dét dog var.
Fordi det var smukt. Og han sagde, at det var Schubert. Die schöne Müllerin. Og siden kom der ikke en maj, hvor jeg ikke tænkte på dét og tænkte "der Mai ist kommen, der Winter ist aus!"
Jeg elsker at grille med familien, hjemme hos min far.
Svinsk overflod af kyllingebryst, bøffer eller fisk, samt pølser, vandmelonsalat og sorte flutes.
Kølig hvidvin og kolde øl, og min bror, der grovkornet synger sommeren ind med "Udenfor Sæsonen" og "Sådan Er Kapitalismen", mens han spiller guitar.
Og vi bliver fulde af stemning og procenter, og vi erindrer tilsammen og far grinet fjollet.
Og vi fire snakker og snakker, for evigt.
Og med forventninger, der er klar til at blive skuffet og et grin, der er parat til at flækkes,
hilser jeg sommeren velkommen, iført bare tæer, underkjole og en vodka-juice.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar