Og nej, det er ikke en Blair Witch-åbenbaring, der kommer over ti år for sent, selv om jeg dog altid har været sen til at ride med på trendbølger, og ikke har været med på visse noder, før den fede dame for længst have sunget.
Jeg må simpelthen bare siges at være fan af fiktion, der får et anstrøg af virkelighed.
Og visse håndholdte film synes faktisk langt mere virkelige end for eksempel mit elskede Paradise.
Jeg har ikke noget problem med at leve mig ind i mindre kunstneriske film, okke nej, tårerne sprøjter ud af øjnene på mig, hvis nogen på film er a. søde ved hinanden eller b. lede ved hinanden eller c. nogen dør. Så man er ligesom ret godt dækket ind, waterworks-wise.
Men indlevelsen bliver selvfølgelig en anden, når der netop satses på elementer af autencitet.
Det er egentlig ikke fordi, jeg synes godt om selve ideen med et håndholdt kamera, for det er sgu så ustabilt og i visse sammenhænge kan man blive helt søsyg af at se på det - hvilket f.eks. er tilfældet med Blair Witch Project.
Men det imponerer mig helt enormt, at skuespillere kan spille så naturligt og menneskeligt.
Især fordi, der med håndholdte film ofte er tale om ukendte skuespillere, der hverken er etablerede i Hollywood eller har spillet Shakespeare på et eller andet teater.
Hvorfor spiller de ikke bare altid sådan, uagtet hvordan kameraet bruges?
Det er jo ikke til at forstå. Men der er sikkert masser af mennesker, der foretrækker den illusionen, der lægger en vis distance mellem den selv og seeren, frem for den fingerede virkelighed, der trækker seeren ind i handlingen på en helt anden måde.
Udover det naturlige skuespil synes en håndholdt film også at kræve en naturlig integrering af det håndholdte kamera. Der skal ligesom være en realistisk grund til, at nogen har filmet i pågældende situation, for ellers er det naturligvis ikke troværdigt.
Der er specielt fire nyere, håndholdte film, der er strøget direkte ind på min uendelige liste over "verdens bedste film," og de anbefales hermed. De har alle det tilfælles, at handlingen centrerer sig om noget, der i høj grad er uvirkeligt. Vi snakker monstre, trolde, dæmonbesættelse og superhelte.
Cloverfield
Den første film jeg så, for ikke så voldsomt længe siden, der rystede mig i min grundvold, især takket være det håndholdte kamera, var Cloverfield (2008). På daværende tidspunkt kendte jeg ikke Regeringen, og var mildest talt uerfaren udi monsterfilm og den slags urealistisk pis, og blev mest skræmt over film om mordere og den slags (med undtagelse af IT og Rødt Chok.)
I Cloverfield bliver der filmet til hovedpersonen Robs afskedsfest. Men så sker der bare lige det, at Manhattan bliver angrebet af noget udefinerbart, der ødelægger alt på sin vej og skaber kaos i byen.
Det er begrænset, hvor meget man ser det destruktive monster, men heldigvis forløber handlingen således, at en gruppe af venner ikke kan lade sig evakuere med resten af befolkningen, men må nærme sig monsteret, så man får et glimt eller to af det. Jeg har efterhånden set den en del gange og hver eneste gang har jeg tænkt, at der gives et meget realistisk bud på, hvilket kaos og hvilke følelser det ville resultere i, hvis et sted blev angrebet af et monster. Dette deler Cloverfield med Distric 9, som jeg dog ikke vil gå i detaljer med her, simpelthen fordi jeg ikke er helt pjattet nok med lige dén.
(Selv om den også er skidegod.)
Trolljegeren
Den anden er den norske film, Trolljegeren (2010). Nu tænker du måske "kan de nu også lave film i NORGE?", og i så fald har du noget tilfælles med min far. Men det kan de åbenbart.
Som titlen indikerer er der trolde på dagsordenen, og man skulle måske synes, at en handling, der vedrører den norske regerings forsøg på at hemmeligholde det faktum, at der findes trolde i Norge, måske er rimelig svær at give nogen form for realistisk anstrøg. Men det er altså bare ikke tilfældet. I Trolljegeren er troldene virkelige nok. Dette kommer også bag på de tre universitetsstuderende, der ender med at ville lave en dokumentar, der kan afsløre regeringens skjulte agenda.
Filmen får endda et komisk islæt, og jeg tror, det skyldes, at en gammel skrøne på den måde "viser sig sand." For troldene er nøjagtig, som man har hørt, læst eller set i andre film. De er store og dumme og ser faktisk fjollede ud, men frem for alt er de farlige - på en meget overbevisende måde. Nå ja, og så kan de forresten lugte kristent blod, hvilket også viser sig ret vigtigt.
Det komiske får modspil af ham, der er ansat af regeringen til at jage dem og sørge for, at de bliver i deres reservater. For ham er det ikke sjov og ballade, men hårdt, beskidt, utaknemmeligt arbejde, og en trussel mod det norske folk.
The Last Exorcism
Den tredje film er The Last Exorcism (2010). Af en eller anden mærkelig og sandsynligvis lidt pinlig grund har jeg aldrig set den originale The Exorcist (det får jeg snart gjort noget ved), men jeg tror faktisk ikke, jeg vil finde den ligeså skræmmende overhovedet som førnævnte.
Dæmonbesættelse er endnu en narrehat, som lumpne religiøse mennesker har benyttet til at lukrere på andre menneskers gudsfrygtighed. Not cool, bro!
Det drejer sig altså om en mand, der har været sådan en lumpen usselbuks, men som nu vil afsløre, med et kamera som vidne, hvordan han narrer folk i forbindelse med disse dæmonuddrivelser. Fint nok med ærligt motiv. Bare ærgerligt, at han opsøger en familie, hvor dæmonbesættelsen i høj grad er ægte nok. Og her tilfører det dokumentariske ved filmen altså bare yderligere uhygge.
Chronicle
Den sidste film, Chronicle (2012), så jeg for første gang i går. For det første handler den om venskab mellem hankøn, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker film om mænd, der bonder.
Hovedpersonen Andrew er en mildest talt ugleset 3.g'er, hvis mor er dødeligt syg og hvis far er blevet førtidspensioneret, hvilket har gjort ham rigtig bitter og ondskabsfuld. På skolen er Andrew offer for grov mobning, mest i form af fysisk vold, så han får både flade derhjemme og i skolen.
I filmens første minutter har Andrew skaffet et kamera, så han kan dokumentere sit lorteliv.
Hans belæste og populære fætter kører ham til skole hver dag og behandler ham acceptabelt, men ingen har rigtig respekt for Andrew. Altså, det er selvfølgelig før han, hans fætter og dennes ven træffer på et mystisk objekt, der giver dem superkræfter. Andrew er den, der har fået flest kræfter, og så er spørgsmålet jo bare, om han har tænkt sig at bruge dem positivt eller negativt.
Det håndholdte kamera får endnu et aspekt, da Andrews superkræfter inkludere telekinese, der tillader ham at flytte ting (for eksempel hans kamera) med tankens kraft.
Jeg skal undlade at gå mere i detaljer med handlingen, men lad mig bare nøjes med at sige, at det er rimelig fedt at være i luften med de tre superhelte og at det er den bedste film, jeg har set i år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar