onsdag den 27. august 2014

En vase er en vase er en vase


”Det er SUNDT for sindet at leve uden fjernsyn!” er der nogle af de rigtige jubelidioter, der påstår.

 

Ja, tak.

Det er meget muligt, men det er ved Gud ikke særlig gavnligt i forhold til, når det kommer til at holde sig orienteret om samfundstendenserne, både de uundgåelige og de uforståelige.

Det er ligegyldigt, hvor banale de end er, i det store hele – der kunne jo være tale om noget, man vil erindre i storslåede kavalkader, som ”Året der gik” på TV2, hvor LARS LILHOLT har spillet.
(Flere numre. I et år, hvor han i øvrigt slet ikke var sørgeligt moderne, eller noget.)

Jeg er vel nogenlunde med på de større områder af nyhedsoversigten – så meget som man nu kan forvente af en, der sætter film og selvvalgt skønlitteratur højere end avislæsning og diverse ”vi opdaterer hele tiden”-podcasts (udover Facebook, selvfølgelig, som jeg selv opdaterer hyppigt.)
Men i går skete der alligevel noget, jeg ikke forstod, der på nyhedsoversigten over dem alle, som er Facebooks newsfeed.

 
Der var noget kryptisk ævl om en vase, suppleret med billeder af samme ligegyldige botanik-opbevaringsbeholder.
Og så var der noget mystisk bavl om noget med en masse af verdens lidende, men det hang vist ikke rigtig sammen på andre steder end på de desangående statusopdaterendes fælles rille af indforståethed.
Ingen oplyste sådan set noget konkret om, hvad det handlede om.
Ingen af de delte links kunne fortælle noget faktuelt.
På Google gav "Kähler vase 50 millioner lidende" sjovt nok nul hits.
Jeg undrede mig.

 
Jeg måtte ringe til min søster, som er velinformeret om alt (undtagen æg og agern), og hun forklarede mig, hvad det drejede sig om.

-   Et alt for begrænset oplag af en Kähler-vase i Imerco

-   Vrede kunder; nej – svært ophidsede kunder!

-   En vis anelse selvretfærdige danskere, der mener, det en DØDSSYND at klage sig over en vase, men at det er helt fair at dømme andre mennesker på deres materialistiske særinteresser.

 
Man behøver skam ikke slå knude på sig selv, i et udbrud af sin udvandede tolerance, og hyle:
”Jamen, jeg forstååår dem ikke, hvordan skal jeg kunne rumme, hvad jeg ikke forstååår?!”
For lad os indse det – folk, der går agurk over en vase, (FRA IMERCO), dem kan man altså bare ikke regne med at forstå, sådan fuldstændig. 

Det er det ene aspekt:
Hvor snotdumt det er at gå helt banjo over en vase.
(En vase, som i mine øjne i øvrigt bare er lille, fed og tværstribet med guld, i dagens anledning.)
Jeg FORSTOD det slet ikke, da jeg læste vase-nyheden på Politiken, inden jeg havde talt med min søster; ordene gav ingen mening.
Jeg troede, der var tale om en ”nyhed”, som i virkeligheden skulle have været sendt til RokokoPosten.

 
Det andet, og i mine øjne langt vigtigere, aspekt er, at det stadig ikke er nogen grund til at føre selvretfærdig moral-krig mod disse vaseelskende menneskevæsener.
JA, verden ligger og dør omkring os og jages på flugt for et godt ord, og NEJ, vi kan ikke redde alle, men er der ELLERS sket noget i verden?
Det er i hvert fald ikke noget i retningen af breaking news.

 
Ej heller er det breaking news, at vi mennesker generelt er ret dårlige til at fokusere på de vigtige ting i livet.
For nogen kommer det til udtryk gennem småskræmmende engagement i materielle ting, for andre kommer det til udtryk gennem bebrejdende blikke og skjulte øjenrul over, at alle andre er så dybt egoistiske, og man selv er en allerhelvedes barmhjertig samaritan.
Og for atter andre kommer det til udtryk gennem den triste kendsgerning, at vi overhovedet bidrager til dialogen om disse selvindlysende ting, som er old news om menneskeheden, bare i en ny klædedragt.

Det er så nemt at hoppe ind i fællesskabet, når nogen strikker en RIGTIG holdning sammen ved at gribe i øst og vest, og den nye RIGTIGE holdning efterfølgende popper op, i form af en pseudonyhed i fjernsynet, eller når det florerer på Facebook – og det gøres uden den mindste smule eftertanke.
Så er det bare om at være MED, at dele prompte og være vittigt revsende på skrift omkring en ret tilfældig sammenkobling af nyheder, like, og på den måde bidrage helt enormt til verdensfreden, ved at være med derinde, i den indforståede rille, hvor man kun mener RIGTIGE ting - og er én af de første til det.

Men selv om der med ovenstående er tale om old news, så kommer det HVER gang bag på mig, hvor travlt vi dog har med at fordømme hinanden for vores personlige præferencer og valg.
Det virker nærmest som om, man bestræber en ensretning, hvor politisk korrekthed, spelt, skyr, mindfullness og hyppige donationer til alle lidende, alt sammen indsølet i TOLERANCE og RUMMELIGHED er det eneste, der skaber et RIGTIGT liv.
Det efterlader simpelthen bare så latterligt lidt plads til almindelig dannelse og åndelighed.

 
Gå op i en vase – det er da i orden. Jeg samler selv på DVD’er og sådan har vi jo alle vores totalt ufornuftige hobbies, som kræver penge, der helt bestemt kunne være brugt bedre andetsteds.
Dedikér tilværelsen til at være en slags undercover etisk og moralsk politi blandt dine venner, selv om de ikke kan udstå dig for det – I couldn’t care less.

Men tro ikke, at dine RIGTIGE holdninger gør dig mere RIGTIG i alles øjne.

Vi er nemlig nogen, der ser det som én af vores store opgaver her i livet netop at påminde dig om, at du er ligeså forkert som alle os andre.
 
"Jamen, hvad med dig selv, Thea?! Du er overhovedet ikke bedre selv!"
 
... Hvor er det bare RIGTIGT set.
Tillykke med det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar