torsdag den 7. august 2014

Back in business

Så sad jeg lige her den anden dag og blev opdateret på en blog, som jeg som regel holder meget af at læse.
Her fremgik det, at forfatteren overvejer at holde pause fra bloggingen på ubestemt tid.
Hvorfor?
- Fordi hun har fået en kæreste og åbenbart er for forelsket til at tænke sammenhængende på skrift.
Jeg blev ærlig talt lidt knotten, og tænkte en masse indædte tanker om, hvordan det første man giver afkald på er sig selv, når livet tager en uventet drejning.
Ligesom når folk går hen og formerer sig:
"Jeg har bare ikke TID til at læse en bog/se en film/holde mig opdateret med musik/gå ud og gøre ting, efter jeg er blevet mor!"
Som om det er en skidegod idé, at visse livsændringer tager patent på hele ens liv.
Nøjsh, jeg var sur på hende bloggeren, og også ærgerlig, ved udsigten til, at jeg nok også selv ville blive sådan, i pågældende situationer.
Det varede så lige indtil, jeg kom i tanker om, at jeg allerede selv har gjort det samme.

Så hørte man lige mig:
"Jeg har bare ikke TID til at svine tilværelsen til på min blog mere, efter jeg har fået det her interessante arbejde, som bare optager AL min tid og ALLE mine tanker!"
Som om det er en skidegod idé, at visse livsændringer tager patent på hele ens liv, Thea!
I andres tilfælde er der andre betegnelser for det, de lider af:
Parforholds-osteklokker og moderskab.
I mit eget tilfælde er det nok det første symptom på, at man er offer for den pastorale pest (en sygdom, som æder éns personlighed op, indtil der kun er falsk model af en præst tilbage.
I ved, sådan én, som kigger op på et ikke-eksisterende punkt over brillerne og eftertænksomt trækker mundvigene nedad og nikker langsomt, når de ikke ved, hvad de skal sige.
Eller sådan én, som får for vane, at lægge hovedet på skrå og sige medfølende "nåhr", hver gang de hører noget trist, som de ikke orker at tage ind.
Sådan én, som aldrig mere læser Ude & Hjemme, ser crap-TV eller læser knaldromaner, eller i hvert fald aldrig indrømmer det, fordi det er kompromitterende for vedkommendes myndighed.
Sådan én, som kun i teorien mener, at man, på trods af sit arbejde, stadig også er en privatperson, der gerne stadig må mene alt muligt om ligegyldige ting, og at man også gerne må udbrede sig om det, selv om det ikke alt sammen er lige rummeligt, tolerant, eller pakket ind i politisk korrekt pænhed.)
For det første: YAIKS!
Og for det andet: Det skal blive løgn, skal det.

Så her er nogle ting, der optager plads i mit hoved lige nu:

1.
Om det virkelig kan være rigtigt, at det skal gøre SÅ ondt at træne arme, baller og lår.
Hver dag, jeg vågner efter træning, og har det som om, at min krop er ramt af verdens ledeste influenza, tænker jeg "det her kan ikke kun være på grund af muskelbelastning. Det MÅ være noget, der har døden til følge."

2.
Hvorfor folk altid tror, at man har brug for råd. Jeg er faktisk ret god til direkte at bede om råd af mig selv, men hvert eneste udsagn, hver eneste undren, der kommer fra min mund, er altså ikke en opfordring til vejledning eller afhjælpning. Nogle gange siger jeg altså bare ting - konstaterende.

3.
At det på en underlig måde er steget mig til hovedet, at jeg delte kartoffel og kys med en elg i Sverige. I går hørte jeg en kvinde fortælle om, at hun næste år skal til Cape Town og svømme med hvidhajer, og jeg tænkte "det lyder egentlig meget fedt." Jeg tænkte OGSÅ, at det lød egentlig meget farligt, men alligvel. Der er trods alt pænt stor forskel på en menneskevant udstillingselg og en rigtig hvidhaj. Det ene blev nuttet og underholdende portrætteret i Disney-filmen Bjørne Brødre, det andet blev filmisk kaldt for Dødens Gab. Som om jeg på nogen måde har noget tilfælles med Steve Irwin.

4.
Hvornår jeg kommer videre med at læse Cujo. Den er ved at blive spændende nu, men jeg tør virkelig ikke læse den om aftenen - og jeg er ellers svært glad for at læse i sengen. Pænt træls at ønske at blive forskrækket, men egentlig ikke bryde sig om det.

5.
Om ALT For Damerne har ændret profil, eller om jeg bare er blevet ældre.
Altså, jeg ved godt, jeg er blevet ældre, men var der ikke engang, hvor ALT For Damerne var fyldt med hækleopskrifter på "smarte ponchoer i feminine pasteller" og ikke med diverse terapeuters pseudoviden, der minder om noget fra Woman? (Som jeg for længst er blevet for gammel til at læse.)

6.
Hvor lidt jeg synes om, at CDON er begyndt at brede sig helt vildt, så de også sælger tøj og merchandise og bøger en masse, udover film og musik. Jeg vil vædde med, at grunden til, de behandler mine filmordrer så konsekvent langsomt er, at de ikke kan finde rundt på deres eget lager, som jeg forestiller mig må være på størrelse med en lille by.

7.
At jeg det ene øjeblik kan sidde og føle, at jeg er totalt på bølgelængde med min kat, trods forskellen i racer, hvorefter den resolut trækker skellet op mellem os ved at æde et stankelben og jeg kaster lidt op i min mund.

8.
At jeg overvejer at holde op med at farve mit hår. Det er noget tid siden sidst, og jeg tror, jeg har spottet et par grå hår i hovedbunden. Blev både fascineret og lidt panisk. Nu er min naturlige hårfarve nærmest mørkegrå med stænk af brunt, men jeg er egentlig lidt nysgerrig i forhold til, om der gemmer sig en tidlig sølvræv inden under nougatbrun.

9.
Hvor meget Sverige minder om Grønland, bare uden alt det der is og sne. Men med træer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar