fredag den 17. februar 2012

Blog på Black Market

Jeg har lagt mærke til, at mange starter deres blog med at præsentere sig selv.
De skriver ofte noget om, hvad deres personlige årsag er til at blogge.
Det gjorde jeg også selv i går, men let's face it, min grund holder 100 gange bedre end alle de intetsigende tumper, der bare gerne vil realisere sig selv, fordi de er af den fejlagtige overbevisning, at de indeholder noget som helst, der er interessant for andre end deres nærmeste.

Jeg er selvfølgelig bedre end dem, det siger sig selv.
Jeg vedstår, at jeg realiserer mit ypperlige potentiale i en eller anden grad.
Blogging er vel selvrealisering, ligegyldigt hvad ens sigte er med at gøre det.
Man mener at have noget, som bare SKAL ud i verden.
Men jeg vedstår også, at jeg ikke forstår, hvad andre skulle kunne få ud af det,
som jeg vil sende ud i verden.
Det er, som jeg sagde i går, irrelevant og som jeg siger i dag, uinteressant.
Jeg har også selv læst meget få gode blogs.

Se f.eks. bare på, hvordan jeg nu begynder at skrive om noget helt andet, fordi det faktisk ikke var en nedgørelse af alverdens bloggere, jeg ville skrive om i dag.

Jeg ville bare fortælle, at jeg ikke er førstegangs-blogger.

Gennem et par års tid har jeg blogget inde på et forum, som hedder Black Market.
Dette community mener at være for alle "alternative" eksistenser.
Her skulle der være plads til at være DIG, uagtet om du er punker, homoseksuel eller transvestit.
Alle personlighedstyper, som man regner med forarger andre i almindelige net-communities.
Og Black Market er IKKE et datingsite, siger de!

Men selvfølgelig er Black Market ikke anderledes end Hot People eller Dating.
Ud fra en alternativ målestok, er der sjovt nok også nogen, der er så skæve, at de bliver opfattet som UNORMALE efter standarden.

Og der dates, om der gør! Men måske fortæller jeg mere herom en anden dag.

Jeg besluttede på et tidspunkt, at jeg var på Black Market for bloggingens skyld.
For selv om der er fordømmelse og personlige angreb og idiotiske diskussioner, ligesom alle andre steder på nettet, så er der også én værdi i, at standarden er en anden.

Som blogger kunne man skrive utrolig ærligt om, hvad man foretog sig.
På Black Market handlede det snarere om, hvor utilstrækkelig, deprimeret OG, underligt nok, liderlig man virkede i sine blogs, frem for hvor dygtigt man gebærdede sig i alle livets forhold.

Jeg brugte masser af blogplads på at svine det emo-overload af mennesker, der var derinde, og deres patetiske, svage tilgang til livet, eller mangel på samme, endda.

Lad mig illustrere:

Blog fra 27. august 2010: "Vejviser" = 8 hits.
Blog fra 3. januar 2012: "Større bryster uden silikone" = 83 hits.
Blog fra 10. oktober 2011: "Vin rouge og fjaleri" = 15 hits.
Blog fra 17. oktober 2011: "Lidt luder er man vel altid?" = 74 hits.

Jeg læste selvfølgelig også selv kun de blogs, der havde, hvis ikke seksuelle, så i hvert fald voldsomt dramatiske titler. Skandale! Drama! Intriger! Amfetamin! Blowjob!

Vi er en generation der næres af piller og pul.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar