mandag den 13. april 2015

Hendes Majestæt dronningen er konge.

Under besættelsen fejrede kong Christian d. 10. både en rund fødselsdag og et regeringsjubilæum.
Her blev han fejret og hyldet af danskerne i stor stil.
For krigens mørke kastede et nyt lys på kongen.
I krisetider søger blikket mod regenten - måske i håb om at modtage en indikator for, hvordan vi skal forholde os i krisetiderne.
Og kongen var et meget stærkt symbol under 2. Verdenskrig.
Han og hans familie afstod fra samme privilegier som resten af den danske befolkning.
F.eks. var benzinen jo knap, så under besættelsen kunne man i Københavns gadebillede måske spotte kronprinsesse Ingrid på cykel og kongen til hest - for omkring skulle de jo, ligesom alle andre.

2015.
Danmark er ikke i krig - ikke sådan for alvor, i hvert fald - selv om udfordringerne er mange og af forskellig art.
Dronningen fylder halvrundt den 16. april - 75 år - og som det hører sig til fejres en sådan begivenhed over flere dage, med direkte TV-dækninger, temaprogrammer og naturligvis privat - med et ordentligt gilde.
Dronningens hyldest er i fuld gang, og den danske befolkning skal nok sørge for, at hun bliver fejret til og med den 16. april - især når hun med Prinsgemalen indfinder sig ved Københavns Rådhus omkring klokken 13.

I dag var der pressemøde på Fredensborg Slot, og her kom en journalist fra Berlingske, der sikkert flover sig gevaldigt lige nu, for skade at tiltale Hendes Majestæt med "du".
Det var ikke en smutter, for han gjorde det flere gange, inden majestæten brød ind.
Altså var der enten tale om en journalist, der desværre var ganske uoplyst omkring reglerne for høflig tiltale, eller en journalist, der skulle være morsom; måske endda markere sin egen holdning til kongehuset. Det sidste er dog selvfølgelig en uberettiget overfortolkning.
Det var en morsom situation, fordi den viste, at vi har en slagfærdig, bestemt regent, der på ingen måde selv LADER SIG KYSE, som hun selv opfordrede danskerne til ikke at lade sig kyse den 12. april i netop Berlingske Tidende.

Kort efter blev klippet delt på de sociale medier, og Nationen, de højtråbende "det' fandme for dårligt"-danskerne, gik med det samme helt bananas, så man et øjeblik kunne komme i tvivl om, hvorvidt de helt almindelige af os, flertallet, den grå masse, de sikkert cirka 65%, egentlig mener, at kongehuset skal bestå - hvad jeg selv har troet var tilfældet i lang tid, efterhånden.
Så var dronningen pludselig, i Nationens øjne, en "snobbet kælling", en, der "tror, hun er bedre end os andre", dronningen "skulle træde ned fra sin høje hest", så var hun og hendes familie "på Danmarks højeste overførselsindkomst" og så videre, og så videre, i én pinagtig, fornærmende uendelighed!
Det er ganske løjerligt, for dronningen har jo ikke eneret over kravet på høflig tiltale - det kan enhver da håndhæve frit, hvis det betyder noget for ham eller hende.
Men betyder det ikke noget for dig, så skal du ikke få ondt et vist sted over, at det betyder noget for andre - f.eks. et statsoverhoved.

Selv synes jeg, at det var et fint pressemøde, for dronningen svarede generelt fyldestgørende og med dannelse, overskud, intelligens og humor, samt opmærksomhed på sin egen tilknytning til hver journalists nationale tilhørsforhold
Endvidere hæftede jeg mig selv ved det, at dronningen nævnte, at hun og Prinsgemalen ikke kan residere på Amalienborg i sommermånederne som vanligt, da taget skal renoveres.
Hun kan altså ikke være i sit sommerhus - med andre ord - for det er da bestemt ikke sjovt at have soveværelse ved siden af stilladser - nej, det kan enhver da forstå!

Man kan jo så, som Nationen, vælge at bide mærke i, at kongehuset modtager så og så meget i apanage, at de bor i så og så store slotte og har så og så mange af dem, og alt for mange store biler og alt for meget dyrt tøj - og hvem, der betaler for det.
Men dybest set har de jo det samme, som vi andre.
De har bare det hele i et større omfang - og er det for meget, når man vier sit liv til at arbejde for Danmark og den danske befolkning (for vi er ved Gud ikke særlig nemme!) og stort set giver afkald på det privatliv, som vi andre nyder?
Misunder man dem virkelig, de kongelige?
Eller vil man krybe til korset og indrømme, at man egentlig bare hører til dem, der tror, at lykken kommer kørende i en stor Mercedes, indsvøbt i en dyr pels, og at den kun kan bo i guldgemakker?

Ikke mindst pga. hendes jordnærhed og hendes fejlbarlighed er dronning Margrethe d. 2. en regent, vi kan være stolte af - og hvor er netop dét dog vigtigt, og hvor er der dog ikke mange lande, der er ligeså heldige.
Endnu mere heldige er vi, fordi også hendes tronfølger sandsynligvis vil afføde samme stolthed og efter ham hans førstefødte - som det altid har været, i mange, mange år endnu.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar